Fællesskab er altid et møde mellem mennesker.

Der skal mindst to til at skabe samhørighed.

Dagligt begiver vi os ud i mødet med andre mennesker og hvert menneske sætter et aftryk i os selv.

Vi vælger viden, liv og vej efter de der omgiver os og finder ståsteder og grobund i de fodspor vi følger og selv sætter.

Mennesket er umætteligt. Vi længes ud og videre, vælger nyt og finder nye kræfter undervejs mens vi går livet og mennesket i møde.

Det sker, vi møder et andet menneske der sætter mere end spor. Det sker, vi møder et menneske der får os til at slå rod i kærligheden. Et menneske der enkelt byder ind med ”det egentlige”. Dette menneske byder på mere end håndtryk på livets vej.

Dette menneske får os til at tage livets frakke af og hænge den ind i det daglige fælles skab. Der hænger livets overfrakker smukt ved siden af hinanden og vidner om den enkle sandhed, at kærligheden vil og kan blotte det inderste af vores selv. Vores længsel, vores savn og drømme. I kærligheden behøver vi ingen overfrakke. Der står vi nøgne over for hinanden. I kærligheden giver vi hinanden fri til det inderste af livet. Vi er ikke længere hele tiden på vej ud og væk, med overfrakken svøbt omkring os. I stedet vælger vi os ind, hvor der er ly for regn og frost, i kærlighedens blussende rum.

Kærlighed er tillid i mennesket til mennesket.

At strække sig, som livets træ

med sjældent håb mod himlen.

Et stjerneskud er nattens dræ

oplyser jer i vrimlen.

Det lys kan bryde ensomhed

og finde vej blandt alle

hos jer, med et, slog stjernen ned

og kærligheden kalde.

At hænge livets frakke op

på kærlighedens bøjle

at møde én med nøgen krop

og fællesskabets nøgle.

At gense egne glemte spor

i himmellegemers vandring

at vælge liv, med et enkelt ord

alt kendt, og dog forandring.

Hvad kærlighed kan sige to

med ord der sjældent glipper

når tro og liv igen vil gro

og hjertet ikke slipper.

Et krav om nærhed, tillid, bod

i håbets himmelsenge

et nøgent møde med dit mod

når stjernens gnister fænge.

At gi’ hinanden livets sand

et timeglas der tæller

vort livsløb gennem vådevand

hvor hvert et sandkorn ælder.

At trodse død med kærlighed

og vide den oplive!

Når livets sol en dag går ned

vil jeres stjerne blive!

Tekst og sang af Astrid Søe. Sangen kan synges på tonen: Septembers himmel er så blå.